mandag, 30 jan 2017 23:09 Alder: 84 days
Kategori: Forsidenyhed, Forsidebanner, Pressemeddelelser

Kommentar til kommunalbestyrelses-medlem for IA, Malene Lynge

Kommentarer til IAs medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq Malene Lynges skrivelse af 27. Januar 2017 med overskriften Hensigtsmæssig rekruttering.


 

Desværre må det konstateres, at ovennævnte skrivelse indeholder flere faktuelle fejl. 

Det grønlandske offentlige arbejdsmarkeds reguleres af en række love og kollektive aftaler og overenskomster, som de forhandlingsberettigede organisationer forventes at overholde – og det gør vi selvfølgelig. 

Til gengæld forventer vi også, at de offentlige arbejdsgivere ligeledes overholder  lovgivning og  indgåede aftaler og overenskomster. 

 

Det er således ikke korrekt, når kommunalbestyrelsesmedlem Malene Lynge skriver, at kommunalbestyrelsen ikke har gjort noget forkert.  I henhold til § 68 i inatsisartutlov nr  22 af 2010 om den kommunalestyrelse,  kan Kommuneqarfik Sermersooq ikke indgå aftaler om løn- og ansættelsesforhold for kommunens ansatte. Dette tilkommer alene KANUKOKA og Naalakkersuisut. 

Denne lov skal de faglige organisationer  overholde – og gør det, så selvfølgelig har de faglige organisationer ikke godkendt en aftale, der alene er indgået med Kommuneqarfik Sermersooq af den simple grund, at det kan de faglige organisationer ikke uden at overtræde både gældende grønlandsk lovgivning og hovedaftaler indgået med Naalakkersuisut på baggrund af lovgivningen. En sådan aftale ville således ikke være juridisk bindende. Hvis  en organisation havde godkendt en sådan aftale, kunne den anklages for hovedaftalebrud. 

 

Desværre har organisationerne flere gange måtte konstatere, at Kommuneqarfik Sermersooq har oprettet nye stillinger og selv fastsat løn- og ansættelsesforhold  for de pågældende stillinger – og her har der bestemt ikke været tale om at give de ansatte bedre løn- og ansættelsesforhold end de kollektive overenskomster- tværtimod.  Denne sag er således meget principiel.  

 

Det er korrekt, som anført af kommunalbestyrelsesmedlem  Malene Lynge og tidligere udtalt til Sermitsiaq.ag af fg. administrerende direktør Lars Møller Sørensen, at kommunens ledelse har forelagt forslaget til goder for visse ansatte inden for det social område for hovedsamarbejdsudvalget, og at dette har tilsluttet sig forslaget. 

Imidlertid burde Kommuneqarfik Sermersooqs ledelse  vide, at et samarbejdsudvalg overhovedet ikke har kompetence til at godkende aftaler om løn- og ansættelsesvilkår . I henhold til rammeaftalen om samarbejde og medindflydelse kapitel 1 skal samarbejdsudvalg  respektere gældende lovgivning samt kollektive overenskomster og aftaler. Ledelsen kan selvfølgelig indhente udvalgets kommentarer hertil, men der kan aldrig blive tale om en godkendelse. Kommunens ledelse burde således overhovedet ikke have bragt samarbejdsudvalgets medlemmer i den situation, at de skulle  godkende forslaget. 

 

I skrivelsen henviser kommunalbestyrelsesmedlem Malene Lynge desuden til en  en nyhed på KNRs hjemmeside den 23/7-16, hvor Kommune Kujalleq har rettet officiel henvendelse til finansdepartementet  for, at det skulle blive nemmere for de mindre byer og yderområder uden for Nuuk at hyre kvalificerede medarbejdere.  Kommunalbestyrelsesmedlemmet under sig i den forbindelse  over, at hverken borgmestre, SIK eller Ak ikke klagede dengang. 

Det gjorde de faglige organisationer selvfølgelig ikke, fordi Kommune Kujalleq henvendte sig til Finansdepartementet, som jo i henhold til gældende lovgivning er den instans, der indgår aftaler om løn- og ansættelsesforhold for kommunale ansatte.   Altså fuldstændig efter gældende lovgivning og indgåede aftaler. 

 

Vi skal som faglige organisationer kraftigt understrege, at vi altid er parate til at indgå i konstruktive forhandlinger omkring løn-og ansættelsesforhold for vores medlemmer og selvfølgelige også gerne drøfter, hvad der skal til for at sikre en mere hensigtsmæssig rekruttering, men det skal selvfølgelig foregå på en måde, så gældende lovgivning og indgåede aftaler overholdes.  

 

Jess G Berthelsen  SIK 

Ken Jensen  PPK 

Dina Olsen  AK 

Naussunguaq Bisgaard NPK 

Karl Frederik Danielsen  IMAK 

 

 

 

 

 


Læs mere her:
Kommentar_til_Malene_Lynge.pdf353 K