torsdag, 25 maj 2017 09:07 Alder: 118 days
Kategori: Forsidenyhed, Forsidebanner, Pressemeddelelser

Fælles pressemeddelelse fra Naalakkersuisoq for Uddannelse og formanden for IMAK

Mobning er en alvorlig sag – og vi voksne har ansvaret.


 

Mobning kan få alvorlige psykiske og følelsesmæssige konsekvenser for ofrene om det foregår i skolen, legepladsen, sportsklubben, på nettet via de sociale medier eller andre sociale steder og sammenhænge. Mobning handler ofte om udstødelse eller eksklusion fra et fællesskab, hvor én eller flere personer bliver udsat for nedgørende fysiske såvel som sproglige handlinger og bliver direkte eller indirekte udelukket fra fællesskabet.

 

 

Alle børn og unge har brug for en tryg opvækst og et liv uden overgreb og mobning, og vi voksne har et særligt ansvar for at lære vore børn om respekt og tolerance over for vore medmennesker.  

 

-Vi skal derfor opdrage vore børn til at forstå, at respekt for andre børn også handler om at behandle hinanden ordentligt og anstændigt. Men denne opdragelse til respekt for vore medmennesker må nødvendigvis starte fra os voksne. Børn lærer af os voksne - også fra hinanden. Hvis vi vil have, at børn skal behandle hinanden ordentligt må vi gå forrest og være rollemodeller og anvise vej, siger Doris Jakobsen og Karl Frederik Danielsen. 

 

-Vi skal dog også huske på, at der kan opstå uhensigtsmæssige samværsformer i fælleskaber fx i daginstitutioner og skoler, og det handler derfor om, at de voksne er deres ansvar bevidst og har en klar holdning til og rammer for, hvordan man skaber gode og ligeværdige fælleskaber og samværsformer, pointerer begge parter.

 

Naalakkersuisut og Lærernes Forening opfordrer også til at huske på at tale med børnene om deres oplevelser i deres hverdag og ikke mindst at kontakte børnenes institutioner eller skoler, når man har mistanke om, at der er problemer med børnenes trivsel eller deres relationer til andre børn eller voksne på institutionen. 

 

-Vi vil derfor opfordre alle kommunerne til at afkræve deres institutioner klare politikker mod mobning med angivelser af rammer for samvær og adfærdsregler herom, ligesom der bør udarbejdes retningslinjer for, hvordan personalet i institutioner skal agere, når der opstår mobning eller trivselsproblemer i institutionerne. 

 

Derudover vil vi opfordre alle daginstitutioner og skoler til at gå aktivt ind i bekæmpelsen af mistrivsel og mobning f.eks. ved at anvende antimobbe-materialerne ”Kammagiitta” og ”Oqarlanga”. Materialerne kan forebygge mobning og være med til at etablere velfungerende børnefælleskaber, hvor børnene kan lære, at venskaber bedst skabes og vedligeholdes ved rare og gensidige samværdsformer.

 

Inussiarnersumik inuulluaqqusillunga

Med venlig hilsen

 

Doris Jakobsen og Karl Frederik Danielsen


Læs mere her:
Naal_Imak_240517_dk.pdf356 K