Monday, 9 Apr 2018 07:37 Alder: 252 days
Kategori: Forsidenyhed, Forsidebanner, Pressemeddelelser

Grønlands vigtigste råstof er uddannelse

Om en lille måned skal vi til stemmeurnerne, og der tegner sig et billede af en valgkamp, som særligt står i uddannelsens tegn. Det er meget opløftende, for uddannelse er Grønlands vigtigste råstof. Investeringer i uddannelse er investeringer i fremtiden og i et nyt og endnu bedre Grønland.


 

Af netop den grund er Grønlands Erhverv (GE) og Lærernes Fagforening (IMAK) gået sammen om en ny kampagne, der frem mod valget skal synliggøre de kolossale udfordringer, vores skolesystem står over for, og adressere mulige løsningsforslag.

 

For der er i sandhed udfordringer nok at tage hånd om. For få i Grønland gennemfører i dag folkeskolen, og af dem, der gør, har 70% et afgangsbevis med en eller flere karakterer, som ikke er tilstrækkelige til at kunne søge ind på en ungdomsuddannelse.

 

Samtidig tager mange – især de stærke elever – til Danmark for at videreuddanne sig, men kun cirka hver anden vender tilbage hertil for at arbejde. Og det er ikke bæredygtigt.

 

Hvis vi ikke får vendt skuden, taber vi en hel generation på gulvet til skade for hele landet. 

 

Derfor foreslår GE og IMAK følgende 12 initiativer, der vil løfte niveauet i skolerne:

 

1. Vi skal have en veluddannet arbejdsstyrke. Det er nøglen til at fastholde og udvikle arbejdspladser i hele landet. Sådan bliver vi alle rigere.

 

2. Vi skal ruste eleverne i folkeskolen endnu bedre til at tage en uddannelse. Vi skal sikre langsigtet planlægning af det offentlige bygge- og anlægsprogram, som er et stærkt men forsømt redskab til at sikre arbejdspladser og velfærdsinvesteringer.

 

3. Vi skal have en mere langsigtet planlægning af fremtidens skolesystem og bedre prioritering af midlerne. Vi skal skabe større sikkerhed og mere stabile rammevilkår for erhvervslivet.

 

4. Vi skal skabe bedre fysiske rammer om vores skoler.

 

5. Vi skal sikre, at lærerne har de rette kompetencer til at bruge it som redskab i undervisningen, og sikre tidssvarende internetforbindelser og it-udstyr på skolerne, så de unge forberedes på at begå sig i en digital, globaliseret verden.

 

6. Adgangen til undervisningsmateriale i yderområderne skal være bedre, og undervisningsmaterialet skal løbende opdateres.

 

7. Skolelederne skal uddannes bedre i ledelse. God skoleledelse er grundlaget for god undervisning.

 

8. Vi skal have genindført og styrket speciallæreruddannelsen. En meget stor del af eleverne modtager i dag specialundervisning, men for få lærere har en supplerende specialpædagogisk uddannelse.

 

9. Undervisningen i yderdistrikterne skal styrkes. Det skal gøres mere attraktivt at være lærer i yderområderne.

 

10. Eleverne i folkeskolen skal styrke deres kompetencer i grønlandsk, dansk, engelsk, matematik, fysik og samfundsfag. Lærerne skal kunne vælge undervisningsmetode ud fra den enkelte elev og det enkelte fag. Og de lærerstuderende skal rustes bedre til at undervise i en globaliseret verden. Vi skal have en folkeskole, der i kvalitet kan måle sig med de andre nordiske lande.

 

11. Forældrene skal engageres mere i deres børns uddannelse, og vi skal skabe større tillid mellem skole og hjem.

 

12. Vi skal have større involvering af lærere, skoleledere og erhvervsliv i beslutningsprocesser. Hvis de, der ved mest om skolen, sættes uden for døren, bliver folkeskolen et politisk laboratorium.  Eksperimenter betyder, at der spilles hasard med vores børns fremtid.

 

Se uddybning af punkterne her

 

Disse initiativer handler ikke bare om bedre karakterer og flotte titler. De handler om at gøre vores børn og unge bedre rustet til at udvikle et nyt Grønland.

 

I modsætning til mange andre emner er uddannelse en politisk sag, der forener de fleste på tværs af partier. Vi ønsker alle et bedre skolesystem, for jagten på fremtiden begynder i førskole og folkeskole.

 

Nu er det bare op til politikerne at sætte handling bag ordene og demonstrere, hvordan de vil bruge valget som afsæt til at styrke og modernisere vores uddannelsessystem. Vi opfordrer dem til at lade sig inspirere af vores 12 initiativer.

 

Uddannelse er fundamentet for et Grønland i fremgang. Det skaber værdi og er ultimativt et middel til selvforsørgelse og selvstændighed.

 

Godt valg.

Af Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv, og Birthe Møller Therkildsen, IMAK