Aftale om tillidsrepræsentanter og organisationsansatte i IMAK
Aftale om tillidsrepræsentanter og organisationsansatte i IMAK
NALUNAARUTIT- Grønlandsk Lovsamling Serie C-11
Aftale
mellem
Naalakkersuisut og Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat (IMAK) om tillidsrepræsentanter i folkeskolen i Grønland og organisationsansatte i IMAK
§ 1.
Valg af tillidsrepræsentanter.
På enhver institution kan der vælges 1 tillidsrepræsentant pr. overenskomstgruppe, hvis den pågældende repræsenterer mindst 5 medarbejdere.
Ved en overenskomstgruppe forstås personale ansat i henhold til samme aftale (tjenestemænd) eller overenskomst(er). Omfatter en tjeneste mandsaftale og en/flere overenskomst(er) samme personale, udgør de pågældende tilsammen en gruppe.
Overenskomstgruppen defineres i denne aftale som ansatte efter “Overenskomst for lærere i folkeskolen i Grønland m.fl., “Overenskomst for timelærere og vikarer i Grønland” samt tjenestemandsansatte lærere og ledere m.fl.
Ved medarbejdere forstås både fuldtids- og deltidsansatte.
Stk. 2. Hvis medarbejderne ønsker det, og hvis institutionens ledelse er enig heri, kan der vælges flere end 1 tillidsrepræsentant.
Stk. 3. Udgør antallet af medarbejdere ved institutionen mindre end 5, kan den pågældende gruppe udgøre et valgfællesskab med en til- svarende gruppe på en anden institution i kommunen. Det er herved forudsat, at den gruppe der indgår i valgfællesskabet, omfatter mindst 5 medarbejdere.
Stk. 4. Tillidsrepræsentanten vælges blandt organiserede medlemmer med mindst 6 måneders tilknytning til folkeskolen i Grønland. Alle organiserede i overenskomstgruppen, som opfylder denne forudsætning, er valgbare. Alle ansatte i overenskomstgruppen har stemmeret.
Stk. 5. Valget godkendes af den pågældendes organisation og anmeldes skriftligt af organisationen over for institutionen/kommunen. Institutionen/kommunen er berettiget til over for organisationen at gøre indsigelse i forhold til de formelle forudsætninger for valget, når dette sker inden for 3 uger efter, at meddelelse er modtaget fra organisationen.
Stk. 6. Med det formål at styrke tillidsrepræsentantens muligheder for at udføre sit tillidsrepræsentantarbejde bedst muligt, bør det tilstræbes, at pågældende vælges for mindst 2 år ad gangen.
Ved genvalg skal fornyet anmeldelse ikke finde sted.
§ 2.
Valg af fællestillidsrepræsentant.
I hver kommune vælges en fællestillidsrepræsentant til at varetage og forhandle spørgsmål fælles for de medarbejdere, som den pågældende repræsenterer. Valg af fællestillidsrepræsentant sker af og blandt de anmeldte tillidsrepræsentanter. Valget af fælles tillidsrepræsentant anmeldes til kommunen ved en af samtlige berørte tillidsrepræsentanter underskrevet anmeldelse.
Stk. 2. En fællestillidsrepræsentant efter stk. 1 kan ikke varetage spørgsmål vedrørende de enkelte tillidsrepræsentanters normale funktioner inden for deres respektive område, medmindre ledelsen og de berørte tillidsrepræsentanter bliver enige om andet.
§ 3.
Valg af suppleant (stedfortræder).
Der kan vælges 1 suppleant (stedfortræder) for hver tillidsrepræsentant efter tilsvarende regler som nævnt i § 1, stk. 4 og 5 samt for fællestillidsrepræsentanten.
Stk. 2. Suppleanten er omfattet af bestemmelserne i § 10. Under tillidsrepræsentantens fravær indtræder suppleanten i tillidsrepræsentantens øvrige rettigheder og pligter efter nærværende regler.
§ 4.
Tillidsrepræsentanthvervet.
Det er tillidsrepræsentantens pligt såvel over for sin organisation som over for institutionen/kommunen at gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold. Tilsvarende pligt påhviler ledelsen og dennes repræsentanter.
Stk. 2. Tillidsrepræsentanten/ fungerer i øvrigt som talsmand for de medarbejdere, tillidsrepræsentanten er valgt iblandt, og kan som sådan over for institut ionens ledelse forelægge forslag, henstillinger og klager fra medarbejdere samt optage forhandlinger om lokale spørgsmål.
Stk. 3. Tillidsrepræsentanten skal holdes orienteret ved forestående ansættelser, afskedigelser og andre skridt fra ledelsens side vedrørende de ansattes tjenesteforhold.
§ 5.
Tillidsrepræsentanthvervets udførelse.
Tillidsrepræsentanten må anvende den tid, der er nødvendig til tillidsrepræsentantarbejdets forsvarlige udførelse, når der tages hensyn til arbejdspladsens størrelse og eventuelle lokale forhold. Tillidsrepræsentanten skal dog udføre sit hverv sådan, at det medfører mindst mulig forstyrrelse af den pågældendes arbejde.
Stk. 2. Dersom det er nødvendigt, at tillidsrepræsentanten for at opfylde sine forpligtelser må forlade sit arbejde, skal der forud træffes aftale herom med institutionens ledelse.
Stk. 3. Såfremt tillidsrepræsentanten i en akut situation ikke har truffet aftale herom, jf. stk. 2, skal den pågældende ved først givne lejlighed orientere institutionens ledelse om fraværet.
Stk. 4. Eventuelle tvivlsspørgsmål afgøres ved forhandling mellem denne aftales parter.
§ 6.
Løn og arbejdsvilkår.
Til tillidsrepræsentanter valgt efter denne aftale, og som er omfattet af den til enhver tid gældende Aftale om arbejdstiden m.v. for lærere i folkeskolen i Grønland, ydes der tid til tillidsrepræsentant arbejde i henhold til denne arbejdstidsaftale. Det er forudsat, at tillidsrepræsentanten udfører sit arbejde uden for den mødeplanlagte arbejdstid, således at § 5, stk. 1-3 kun bringes i anvendelse i uopsættelige tilfælde.
Stk. 2. Uanset den efter stk. 1 tildelte tid, kan der optages drøftelser mellem denne aftales parter om tildeling af yderligere tid, såfremt der i konkrete situationer opstår et markant merforbrug af tid for tillidsrepræsentanten.
Stk. 3. Tillidsrepræsentanter, der er valgt efter denne aftale, og som ikke er omfattet af Aftale om arbejdstid for lærere i folkeskolen, oppebærer under tillidsrepræsentantarbejdet i institutionen sædvanlig løn.
§ 7.
Frihed til organisationsarbejde m.v.
Efter aftale med institutionen gives der organisationsvalgte fornøden tjenestefrihed uden løn til:
1) deltagelse i de af organisationen arrangerede kurser for organisationsvalgte,
2) udøvelse af hverv, som varetages af den organisationsvalgte inden for organisationen,
3) deltagelse i møder, herunder repræsentantskabsmøder, som arrangeres af organisationen for de organisationsvalgte.
Stk. 2. Tjenestefrihed uden løn i henhold til stk. 1, m. 2 bevilges for et skoleår ad gangen.
Tjenestefriheden bevilges som et fast årligt timetal, der indregnes i vedkommendes aktivitetsplan, jf. § 8, stk. 1.
For formanden for IMAK kan der bevilges tjenestefrihed for hele arbejdstiden.
Stk. 3. Foruden den i stk. 2 omhandlede tjenestefrihed kan der bevilges tjenestefrihed for hele arbejdstiden i op til 25 skoledage pr. skoleår, når formålet er organisationsarbejde.
For bestyrelsesmedlemmer kan der bevilges yderligere tjenestefrihed til aftale- og overenskomstforhandlinger m.v.
Stk. 4. Såfremt institutionen ikke finder, at ydelse af tjeneste frihed for organisationsvalgte er forenelig med tjenestens tarv, optages der forhandlinger herom mellem denne aftales parter.
Stk. 5. Medlemmer af IMAK, der ansættes til administrativt arbejde i organisationens sekretariat, kan efter aftale mellem pågældendes ansættelsesmyndighed og IMAK bevilges hel eller delvis tjenestefrihed uden løn som for organisationsvalgte i henhold til stk. 2.
Stk. 6. Tjenestefrihed i henhold til stk. 1 – 5 medregnes i lønancienniteten.
Stk. 7. Der udredes af tjenestekommunen/tjenestestedet et beløb pr. præsteret arbejdstime, der indbetales til “Grønlands Hjemmestyres fond til uddannelse af TR i folkeskolen mv. i Grønland”. De beløb, der indbetales til fonden, anvendes til finansiering af organisationens udgifter ved uddannelse af og møder med tillidsrepræsentanter m.fl., ved afholdelse af møder med medlemmer samt ved afholdelse af landsdækkende repræsentantskabsmøder eller bestyrelsesmøder. Vedtægter for fonden og bestemmelser om størrelsen af tjenestekommunernes/tjenestestedernes indbetalinger fastsættes ved aftale mellem de parter, der har aftalt nærværende regler.
Stk. 8. Bidraget til fonden udgør pr. 1. april 2021 0,60 kr. pr. præsteret arbejdstime inden for den årlige arbejdstidsnorm (2080 t). Beregning og indbetaling af beløbet, der indbetales måneds- vis, sker i overensstemmelse med vedtægterne for aftalen om fonden.
Omkostningerne til bidragenes beregning og indbetaling afholdes af den indbetalende myndighed.
Stk. 9. Udgifter, der ikke kan refunderes af fonden, afholdes af organisationen.
§ 8.
Tjenestefrihed
Ved bevilget tjenestefrihed på deltid i henhold til§ 7 udbetaler ansættelsesstedet sædvanlig løn til den ansatte og indbetaler pensionsbidrag.
Ansættelsesstedet afregner med IMAK de afholdte udgifter til løn, der beregnes i henhold til lønfradragsbestemmelserne i aftale om arbejdstiden m.v. for lærere i folkeskolen i Grønland, idet der dog også afregnes for de afholdte udgifter til pensionsbidrag.
Stk. 2. Det forudsættes, at organisationen på forhånd skriftligt har anmodet ansættelsesstedet om tjenestefriheden og indvilget i at refundere ansættelsesstedet de afholdte lønudgifter m.m.
Stk. 3.Ved bevilget tjenestefrihed på fuldtid i henhold til § 7 udbetaler IMAK løn til den pågældende og indbetaler pensionsbidrag efter indhentet godkendelse fra Personalestyrelsen for tjenestemænd og fra Lærernes Pension for overenskomstansatte.
§ 9.
Anvisning af fælleslokale
For større arbejdspladser skal der, såfremt de lokalemæssige forhold åbner mulighed herfor, anvises tillidsrepræsentanterne fælleslokale med telefon, der efter lokal aftale med ledelsen kan anvendes til bestridelse af særlige tillidsrepræsentantopgaver. Ved ændring i lokaleforholdene skal der tages hensyn hertil.
§ 10.
Afskedigelse af tillidsrepræsentanter.
En tillidsrepræsentants afskedigelse skal begrundes i tvingende år sager.
Stk. 2. Forinden en tillidsrepræsentant afskediges eller forflyttes med den virkning, at vedkommende forhindres i at udføre sit hverv som tillidsrepræsentant, skal sagen forhandles mellem overenskomst parterne, og varsel om opsigelse kan ikke afgives, førend denne forhandling har fundet sted.
Stk. 3. Afsked af en tillidsrepræsentant kan ske med et varsel, der følger af overenskomst eller aftale, som pågældende er omfattet af, dog mindst 5 måneders varsel til udgangen af en måned. Hvis pågældende på tidspunktet for opsigelsen har fungeret som tillidsrepræsentant i en sammenhængende periode på mindst 5 år, skal afsked dog ske med mindst 6 måneders varsel til udgangen af en måned.
Stk. 4. Såfremt organisationen begærer det, skal sagen om afskedigelse eller forflyttelse af tillidsrepræsentanten – efter at den i stk. 2 nævnte forhandling har fundet sted – behandles efter reglerne om afskedigelse i “Overenskomst for lærere i folkeskolen m.fl. i Grønland”.
Stk.5. Ved behandlingen af sagen efter stk. 4 afgøres alle med afskedigelse forbundne spørgsmål, herunder også spørgsmål om evt. erstatning og godtgørelse. Der vil ved afsked af en tillidsrepræsentant kunne fastsættes en forhøjet godtgørelse i forhold til den for øvrige afskedigelser gældende praksis.
§ 11.
Andre regler
Enhver uenighed om fortolkning af denne aftale afgøres efter bestemmelserne i Kapitel 5 i Hovedaftale mellem Grønlands Landsstyre og Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat, IMAK.
§ 12.
Ikrafttræden, opsigelse m.v.
Aftalen træder i kraft d. 1. april 2021 og kan opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2025.
Stk. 2. Hermed udgår aftale af 16. februar 2007 mellem Grønlands Hjemmestyre og Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat, IMAK om tillidsrepræsentanter i folkeskolen i Grønland m.v (Nal. C-1, Afsnit L, Lærere).
Nuuk, den 25/11-21
Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat (IMAK)
Birthe Møller Therkildsen
Naalakkersuisut e.b.
Frederik Schmidt