Siverth Rosing er lærer på Kilaaseeqqap Atuarfia i Maniitsoq. Men hver tirsdag underviser han frivilligt børn, der skal til afgangsprøve, og deres forældre, som ønsker det, i matematik om aftenen.
Det er almindeligt kendt, at voksne får undervisning om aftenen. Men de fleste skolebørn, som har gået i skole om dagen, bruger som regel aftenen på andre aktiviteter end skole.
Men på Kilaaseeqqap Atuarfia i Maniitsoq har de ældste elever og deres forældre mulighed for at få matematikundervisning hver tirsdag aften. Siverth Rosing, som arbejder som lærer om dagen, har siden 2019 frivilligt undervist i matematik hver tirsdag aften.
– Siden jeg blev ansat i 2007, har jeg haft det ret hårdt, fordi jeg havde mange fag. Og gennem årene begyndte jeg at tænke: Hvad nu hvis jeg underviser i min fritid. Det blev mere og mere klart for mig, at der var et behov blandt elever og forældre. Hvis eleverne skal vise tilfredsstillende resultater i matematik, har de virkelig brug for undervisning. Så jeg begyndte at undervise om aftenen i min fritid i 2019. Hver tirsdag fra klokken syv til ni, siger Siverth Rosing.
Han prioriterer især de elever i 10. klasse, som skal til afgangsprøve til foråret, i sin frivillige matematikundervisning. Men andre ældre elever, som ønsker det, er også velkomne, fortæller Siverth Rosing.
Sømand
Siverth Rosing blev dimitteret fra Ilinniarfissuaq det år, han fyldte 50. Før da havde han uddannet sig som skipper og arbejdet som sømand, fisker og fanger siden 1979.
– Fra 1977 til 1979 gik jeg på skipperskolen i Nuuk. Jeg blev færdig som skipper. Derefter arbejdede jeg som styrmand og skipper på trawlere. Da antallet af trawlere blev reduceret, begyndte jeg at tænke anderledes. Som fanger og jollefisker kan man ofte ikke komme ud, når vejret er dårligt. Indtægten stopper. Da min kone begyndte at opfordre mig til at tage en anden uddannelse, besluttede jeg mig for at begynde på seminariet, siger han.
Ikke student
Da Siverth Rosing afsluttede 7. klasse i folkeskolen, stoppede han i skolen og blev fisker. Derfor havde han, da han efter sin tid til søs ville uddanne sig til lærer, ingen andre eksamensbeviser end sin uddannelse som skipper, og havde for eksempel ikke studentereksamen.
Og da han blandt andet på den baggrund blev optaget på læreruddannelsen, gav han sig selv en forpligtelse.
– Jeg lovede, at jeg ville deltage fuldt ud i min uddannelse. Og det løfte holdt jeg heldigvis. Jeg var aldrig syg og havde aldrig fravær i fire år. Det gik godt, siger Siverth Rosing.
“Vores liv er matematik”
Den tidligere sømand underviser primært i matematik. Derfor tillægger han faget meget stor betydning. Han forklarer sin prioritering således:
– Vores liv er matematik. Når vi vågner om morgenen og ser på klokken, er det matematik. Når vi går, er skridtene matematik. Når vi spiser, kan vi endda regne på det, vi spiser. Når vi går, er det skridt, kalorier, kilometer, timer. Derfor siger jeg, at vores liv er matematik, og at man kan beregne alt. Alt dette tager jeg med i min undervisning.
Udarbejder selv undervisningsmateriale
Han forbereder og laver selv opgaverne til den frivillige undervisning. Han bruger tidligere opgaver og bøger som inspiration, når han forbereder opgaver til eleverne og deres forældre om aftenen.
– For eksempel tager de undervisningsmaterialer, han selv udarbejder om rumfang, størrelse, Pythagoras, procentregning, diagonaler og gennemsnit, udgangspunkt i ting, der kan relateres til hverdagen. Og derudover handler det om at være forberedt, undgå at gå i stå, og så vidt muligt undgå situationer, hvor man ikke kan komme videre, siger Siverth Rosing.
Han påtænker at fortsætte sin frivillige undervisning om tirsdagene fremover.
– Jeg kan sagtens klare det. Jeg forventer at fortsætte med at undervise, afslutter Siverth Rosing.





