Kære ærede medlemmer, som arbejder over hele kysten. Kære tidligere formænd for IMAK, nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer og ikke mindst kære alle der har været med til at grundlægge et velfungerende IMAK, tidligere og nuværende medlemmer af Repræsentantskabet, samt tidligere og nuværende tillidsrepræsentanter langs hele kysten. I dag, hvor IMAK kan fejre sit 25-års jubilæum, vil jeg ønske jer alle tillykke og rette en stor tak fra hjertet til Jer for Jeres engagerede og vedvarende arbejde for at styrke vores organisation.
Jeg er både stolt og ydmyg over, at kunne holde denne tale på vegne af bestyrelsen og som forkvinde for IMAK.
I forbindelse med denne lykønskningstale, vil jeg gerne bede om, at vi holder et halvt minuts stilhed for at mindes og ære de medlemmer og medarbejdere, der ikke længere er iblandt os…….
I dag fejrer Ilinniartitsisut Meqqat Auarfianeersut Kattuffiat IMAK sit 25-års jubilæum, og jeg vil først og fremmest fremhæve alle de personer, der har gjort en ihærdig indsats for at kunne etablere IMAK den 12. oktober 1998, samt alle, der lige siden har engageret sig i at IMAK kunne udvikle sig til en stærk organisation – en stor tak til alle tidligere formænd og bestyrelsesmedlemmer.
Jeg vil ej heller udelade at rette en tak til politikerne i Grønland, der gennem alle årene har rakt hånden ud til IMAK med et ønske om samarbejde samtidig med, at de har udvist tillid og respekt.
I dagens og fremtidens Grønland er det yderst vigtigt, at alle lærere, undervisere og administrativt personale på skolerne i vores meget spredt beboede land, har mulighed for at danne et fællesskab gennem en organisation, og at de vedblivende har denne mulighed. Der er store forskelle på arbejdsvilkårene fra sted til sted, ligesom opgaver og arbejde vurderes vidt forskelligt og aflønnes forskelligt. Og her mener jeg, at IMAK står meget centralt som en stærk organisation, der altid kæmper for forbedring
af vore medlemmers arbejdsvilkår og forsat vil kæmpe for og værne om, at medlemmerne kan arbejde under vilkår, der både er værdifulde, udtrykker respekt og er relevante for dem.
Fra IMAK vil vi gerne fremhæve og understrege over for alle vore medlemmer, der virker som lærere og undervisere, at I for os er de mest værdifulde, og at vi har den største respekt for Jer. I den måde hvorpå vi har indrettet os i det grønlandske samfund, er folkeskolen indplaceret meget centralt og med store forventninger til eleverne og her udfører I et arbejde under vanskelige vilkår, og viser til stadighed, at I er med til at løfte opgaven med at bane vejen for, at børnene kan være med til at udføre de opgaver, samfundet stiller dem i fremtiden.
Og for at omkranse hele folkeskolen, indtager I der arbejder som ledere og administratorer en meget vigtig position i hele folkeskolens virke, hvor I er med til at løfte opgaven med og bane vejen for at lette arbejdet for medarbejderne og er med til at give børnene de bedste forudsætninger for at blive selvstændige individer og give dem en sund tilgang til at komme videre med en ungdomsuddannelse.
Fra IMAK vil jeg specielt nævne og anerkende lærerne og underviserne i Grønland, som gennem mange år har arbejdet i folkeskolen med engagement og et stort hjerte for børnene og de unge. I har til stadighed været rollemodeller for børnene og de unge, og har helt sikkert også inspireret nogle af dem til at vælge en læreruddannelse senere i livet. Tusind tak for Jeres virke som lærere/undervisere i folkeskolen.
Jeg vil ligeledes rette en tak til de lærere og undervisere, der som medlem af IMAK nu er gået på pension. IMAK er af den overbevisning, at det er af stor betydning at kunne nyde sit otium i fred og ro og under betryggende forhold efter i mange år at have ydet en engageret indsats for folkeskolen, og at pensionister værdsættes som en resurse, der alt efter interesse kan yde værdifulde bidrag til samfundet. Tak fordi I valgte at arbejde som lærere/undervisere i folkeskolen.
At IMAK i dag fremstår som en stærk organisation skyldes i høj grad vores medarbejdere i sekretariatet. Tak fordi I så stærkt og så godt arbejder for medlemmernes ve og vel på en måde, der viser IMAK’s stærke position for såvel medlemmer som samfundet i øvrigt.
Det er vigtigt for bestyrelsen, ligesom det har været vigtigt for de tidligere bestyrelser, at IMAK hele tiden udvikler sig som en åben organisation. I arbejdet med at udvikle skolen og uddannelserne i Grønland, er det ligeledes vigtigt at hente inspiration fra udlandet – fra de nordiske lande og landene vest for os, nemlig Canada og Alaska, fordi vore børn og unge i dag, hvad enten vi vil det eller ej, allerede er
globale og stærkt på vej til at blive verdensborgere – og også i den henseende vil IMAK være med til at bane vejen for bedre vilkår for vore medlemmer.
Med disse ord vil jeg bede de tilstedeværende og andre, der følger med udefra, om at ønske IMAK tillykke og et godt fremtidigt virke med et trefoldigt hurra.





