Det nye skoleår er nu i fuld gang. IMAK’s medlemmer har genoptaget arbejdet med de bedste forhåbninger; men vi er bekymrede for, at de ressourcer der skal sikre gode arbejdsvilkår og et undervisningsmiljø, der fremmer både faglige resultater og effektiv læring, hurtigt vil blive udhulet.
Alle folkevalgte politikere bør tage ansvar for at overholde love og aftaler – uanset hvor økonomisk udfordret landet måtte være. Der skal være balance, for borgerne bliver pålagt strenge juridiske krav om at følge reglerne.
Arbejdsvilkår
Når arbejdet på en arbejdsplads begynder godt, med fokus på samarbejde og inddragelse, opstår der løbende arbejdsglæde og en positiv dynamik – både for medarbejderne og dem, de arbejder for.
I løbet af de seneste tre år har vi i IMAK modtaget mange henvendelser fra medlemmer, der relaterer sig til stress. Derfor har vi i år, frem mod sommerferien, sendt et spørgeskema ud til vores medlemmer fra IMAK’s sekretariat. Et af de centrale spørgsmål i skemaet handler om, hvorvidt medlemmerne er bevidste om, hvor udbredt stress er på arbejdspladsen – og i hvilken grad de selv oplever det.
Som forventet viser svarene, at stress blandt vores medlemmer er et voksende problem – i en sådan grad, at det i visse tilfælde har ført til længerevarende sygemeldinger.
Stressrelateret sygdom kan have forskellige baggrunde fra person til person. Årsagerne kan blandt andet være: økonomiske og levevilkårsmæssige udfordringer, hyppige daglige vikartimer i forskellige klasser, uklare rammer på skolen samt personlige forhold og belastninger, der lægges oveni allerede krævende arbejdsopgaver. Vores medlemmer har tydeligt udtrykt, at arbejdsvilkårene er blevet meget hårde, og at forventningerne til både lærere og skolen generelt er meget høje – hvilket har ført til, at flere og flere oplever stress.
Lærerrekrutteringen i Grønland befinder sig i en yderst kritisk situation, og i de kommende år forventes antallet af aktive lærere ikke at stige. Det skyldes, at mange går på pension, mens der er mangel på nyuddannede lærere – og ikke alle vælger at arbejde som lærere efter endt uddannelse.
Derfor må Selvstyret og kommunerne som arbejdsgivere handle nu for at sikre, at arbejdsmiljøet og vilkårene for lærerne når det bedst mulige niveau.
Formålet med indsatsen må være, at lærerne kan blive i deres stillinger i længere tid og yde kvalitetsundervisning til deres elever. Arbejdsgiverne bør som minimum prioritere at støtte enhver medarbejder, der bliver syg af stress, og samarbejde om en god tilbagevenden til arbejdet.
I vores undersøgelse har medlemmerne gjort det klart, at når kolleger bliver sygemeldt med stress, påvirker det også de øvrige medarbejdere på alle måder. Eleverne bliver berørt, og kollegerne påvirkes – hvilket ofte fører til, at der kan stilles spørgsmål ved kvaliteten af undervisningen.
Svarene i undersøgelsen viser tydeligt, at der mangler rammer, som gør det muligt for arbejdsgiverne at vejlede og støtte deres ansatte på en god måde.
Kommunernes besparelser på folkeskolen har været tydelige, og vores medlemmer har påpeget, at det uundgåeligt påvirker kvaliteten af undervisningen. Lærerne har ikke adgang til tilstrækkelige undervisningsmaterialer, da der er meget begrænset adgang til fagrelevante bøger, og på nogle skoler er det vanskeligt at opfylde læringsmålene, fordi de nødvendige undervisningsmidler mangler.
En af de mest bekymrende konsekvenser af de omfattende kommunale besparelser er, at udviklingen af lærernes faglige kompetencer og efteruddannelse bliver tilsidesat. Det betyder, at lærerne ikke får den nødvendige støtte til at vedligeholde og styrke deres faglighed – hvilket på sigt kan gå ud over undervisningens kvalitet og elevernes læring.
Kommunerne, Selvstyret og IMAK indgik i forbindelse med overdragelsen af læreransættelser til kommunerne en aftale om at fastholde efteruddannelse og videreuddannelse. Den aftale bliver i øjeblikket ikke overholdt af kommunerne, og de centrale midler, der var afsat til efterog videreuddannelse, er blevet brugt til andre formål og er nu stort set opbrugt.
På baggrund af ovenstående må det konstateres, at folkeskoleloven ikke bliver fuldt ud efterlevet af kommunerne. Elever langs kysten, som ifølge loven burde have samme muligheder som alle andre, bliver i praksis stillet meget ulige – med markante forskelle i deres vilkår og adgang til undervisning.
Vi må handle for at sikre, at der bliver flere lærere.
Hvis vi skal sikre, at flere vælger at uddanne sig til lærere i Grønland – og at de nyuddannede faktisk begynder at arbejde i folkeskolen – må politikerne tage ansvar for at forbedre arbejdsvilkårene markant.
I dag er der alt for få, der starter på læreruddannelsen, og blandt dem, der gennemfører, er det kun et mindretal, der vælger at arbejde i folkeskolen bagefter. Nogle af de centrale årsager til den manglende motivation for lærerarbejdet er de lave lønninger og det høje arbejdspres, som lærerne i Grønland oplever – i nogle af de mest krævende arbejdsmiljøer i landet.
I dag er lærere og skoleledere i folkeskolen forpligtet til løbende dokumentation og registrering, samtidig med at de skal samarbejde med en lang række aktører: elever, forældre, kommunale arbejdsgivere, forskellige afdelinger i kommunen og ikke mindst Selvstyret.
Læreren skal i fællesskab med forældrene fastsætte individuelle og faglige læringsmål for hver enkelt elev og løbende evaluere dem gennem skoleåret.
Hvis lærerarbejdet skal være attraktivt og kunne fastholde medarbejdere over tid, kræver det politisk vilje til at forbedre både løn- og arbejdsvilkår. Der er et presserende behov for, at lærere kontinuerligt får mulighed for faglig opkvalificering, videreuddannelse og andre udviklingsmuligheder – for kun gennem sådanne tiltag kan vi nærme os et arbejdsmiljø af høj kvalitet.
Der bør være flere forældre i vores land, der engagerer sig i deres børn.
Først og fremmest vil vi understrege, at der er mange forældre, som støtter deres børns skolegang og ønsker, at de klarer sig godt. Vi vil gerne anerkende forældrenes vedvarende støtte, selvom det til tider kan være udfordrende – med forståelsen af, at barnet kunne opnå endnu bedre resultater både individuelt og i fællesskab med klassekammerater.
Det sker jævnligt, at en klasse ikke kommer videre i udviklingen, fordi der kun er nogle få forældre der deltager aktivt, mens andre udebliver – og det savnes tydeligt af de engagerede forældre.
IMAK har tidligere påpeget behovet for, at der etableres en forældretalsmand i Grønland, eller at kommunerne styrker skolebestyrelserne i folkeskolen ved at give dem mere indflydelse. Det er allerede muligt ifølge folkeskoleloven. Disse organer kan sprede lokale mål og skabe et fælles engagement.
Det vigtigste er, at vores børn udvikler god opførsel og en stærk elevkultur. Den største forandringskraft ligger hos forældrene. De må tage ansvar og deltage aktivt, hvis vi skal skabe et skolemiljø, hvor eleverne oplever et vedvarende, positivt og målrettet fællesskab.
Mange af IMAK’s medlemmer ønsker, at der bliver taget handling, som både forældre og politikere bør lytte til. Lærere oplever i stigende grad uacceptabel adfærd fra elever i folkeskolen – både fysisk og verbalt – og arbejdsvilkårene er blevet alt for belastende. Mange lærere er udmattede og har opgivet at reagere, når elever over længere tid udviser personlige problemer, som påvirker hele skolemiljøet.
Ligesom andre har IMAK et klart ønske om, at børn, der placeres uden for hjemmet, skal være under et absolut minimum. For at skabe forandring foreslår vi følgende tiltag:
- 1.
Elever, der råber om hjælp, skal hurtigt og målrettet tilbydes den nødvendige støtte – herunder psykologisk hjælp, når det er påkrævet. - 2.
Der bør ske en ændring i den måde, forældre ser på lærere som samarbejdspartnere. Mange lærere ønsker et stærkere samarbejde mellem skole og hjem, fordi det vil gavne børnenes læring.
Alle de ovenstående punkter er af afgørende betydning. Hvis undervisning og uddannelse i Grønland skal løftes, må politikerne hurtigst muligt forbedre levevilkårene – og der er behov for en grundig revurdering af, hvordan de økonomiske midler prioriteres.
Derudover kan det ikke understreges nok, at Inatsisartut og Naalakkersuisut bør skabe nye økonomiske muligheder snarest. Kun på den måde kan vi som borgere bevare håbet og have kræfter til at bidrage aktivt til samfundets udvikling.