Forholdende på Atuarfik Kilaaseeraq er meget fysisk og psykisk usunde. Lærerne i vores skole er nået bristepunktet. At være på skolen er meget usundt. For både lærere og elever er forskellige påvirkninger blevet mere alvorlige. Ofte er der syge elever og lærere. Det der er blevet hverdag for brugere af skolen er: Hovedpine, udslæt, kilden i halsen, træthed i kroppen, tørhed i øjne og mund, åndenød, tilstoppet næse, meget trætte, føle sig syg.
Det er ikke fordi man som ansat på skolen ikke har lyst til at gå på arbejde, mange ansatte oplever at have dårlig samvittighed over ikke at at tage på arbejde. Men da indeklimaet er så dårligt står man overfor den udfordring at, man enten kan tage på arbejde med den viden at, når man kommer hjem til sin familie skal have det dårligt, i form af hovedpine, eller andre symptomer. Det kan ikke være rigtigt at man som ansat på skolen skal blive syg af at tage på arbejde.
Inden sanering var det påvist at flere lokaler var i så dårlig stand, at det krævede sanering.
Under sanering af flere lokaler havde tømmerne beskyttelsesdragter og masker på.
På trods af at tømmerpersonalet skulle bære sikkerhedsdragter under sanering af lokalerne var disse ikke aflåst, men stadig til fuld benyttelse for eleverne samt lærere som derimod ikke skulle bære beskyttelse og derfor blev frit eksponeret.
Efter sanering var det tydeligt at mærke at indeklimaet stadig ikke godt.
Der er blevet påvist skimmelsvamp i de ydre facader, som nu trækker ind i klasselokalerne. Man vidste godt at der var skimmel i facaderne, men regnede ikke med at det ville have betydning, for indeklimaet… Man behøver ikke være læge for at vide at skimmelsvamp er stærkt sundhedsskadeligt, så hvorfor skal vi, lærere og elever udsættes for det hver dag?
Situationen på skolen som den er nu, er at flere lærerne står i kø for at sige op, flere lærere er sygemeldt, og ingen kan blive ved at holde disse forhold ud. Vi føler at vi råber og vi skriger, men ingen gider at høre hvad vi har at sige.
Særligt i dette skoleår er lærernes arbejdsbyrde spændt til bristepunktet, og med bare de seneste opsigelser i mente, og måske flere i nærmeste fremtid, er der ikke udsigt til at lette arbejdsbyrden.
Der må sidde nogle højt oppe i systemet med dårlig samvittighed over hver dag, at sende børn og voksne ind i elendige forhold. Kan man virkelig kalde sig selv for et menneske hvis man ikke har noget medmenneskelighed.
Vi har brug for en større stemme, vi har brug for hjælp, derfor må vi kræve handling og opbakning fra fagforening og Arbejdstilsynet og forvente at i gør jeres arbejde når vi bliver forhindret i at gøre vores.
På vegne af faglig klub under IMAK på Atuarfik Kilaaseeraq
TR
Tuperna Lyberth
