Aya Oshima blev færdig som lærer i 2024. – Jeg regner ikke med at flytte fra Qaanaaq, jeg finder ro her. Vi lærere har et rigtig godt sammenhold, siger hun.
—
Forestil dig at arbejde som lærer et sted, hvor du i større eller mindre grad kender alle elever, deres forældre eller dem, der forsørger dem. Det er helt normalt for Aya Oshima. Aya Oshima er lærer på Avanersuup Atuarfia i Qaanaaq.
Aya Oshima, som kommer fra Siorapaluk, blev færdig på seminariet i 2024 og blev straks ansat i Qaanaaq. Allerede som gymnasieelev havde hun besluttet, at når hun var færdig med sin uddannelse, ville hun vende hjem til Qaanaaq.
– Det at være fra Avanersuaq har været meget vigtigt for mig siden jeg var barn. Som ung forestillede jeg mig, at jeg måske kunne bo i andre byer.
– Men mens jeg gik på GU, følte jeg ofte, at jeg inderst inde hele tiden mistede orienteringen, når jeg var i andre byer. Selvom jeg oplevede mange gode ting, kunne jeg ikke finde min indre ro. Jeg faldt altid først til ro, når jeg kom tilbage hertil. Jeg føler mig meget tryg i disse dejlige omgivelser, hvor jeg har frihed til at tage hvorhen jeg vil, tage med på ture, og være med til fangst, siger Aya Oshima.
Hun underviser i grønlandsk og matematik i 7.–10. klasse.
Godt sammenhold
Avanersuup Atuarfia har omkring 100 elever. Der er omkring ti lærere. Derfor vurderer læreren, at sammenholdet er godt. At se elevernes faglige udvikling og at medarbejderne kan arbejde trygt, er noget af det, hun sætter mest pris på i sit arbejde som lærer.
– Det er virkelig dejligt at følge med i, hvordan eleverne udvikler deres kompetencer. At vi i vores personalegruppe kan samarbejde så godt, gør arbejdspladsen rigtig god. Hvis der sker noget alvorligt, kan vi bevæge os rundt i ro, som om intet er sket, så det ikke påvirker eleverne.
– Fra starten af min ansættelse her, bemærkede jeg, at selv når der sker noget alvorligt, tackler lærerne situationen i fuldstændig ro uden at løbe rundt i panik. Det var ikke som de steder, hvor jeg tidligere havde været i praktik. Ingen råben, ingen larm – de tager ansvaret på sig på en stille og rolig måde, siger Aya Oshima.
Lærerne i Qaanaaq tager på ture sammen om foråret og sommeren, hvor de også fisker.
Undervisning på eget sprog
I Qaanaaq bruger de fleste ikke vestgrønlandsk i hverdagen. De bruger deres eget sprog. Derfor har de fleste elever ikke vestgrønlandsk som modersmål. Bøger og opgaver er skrevet på vestgrønlandsk, og det fører nogle gange til misforståelser hos eleverne, fortæller Aya Oshima. Derfor undervises der ofte på det sprog der benyttes i Avanersuaq.
– Hvis vi ser på vores identitet som mennesker fra Avanersuaq, kan vi undervise med vores eget sprog, selvom bøgerne er skrevet på vestgrønlandsk. Ud fra det, jeg har lagt mærke til, underviser de fleste ansatte her uden at bruge vestgrønlandsk, siger hun.
Aya Oshima kan forventeligt arbejde som lærer i mange år endnu. Og hvis hun selv kan bestemme, vil hun gerne blive på sin nuværende arbejdsplads helt frem til hun bliver gammel.
– Jeg vil gerne blive her resten af mit arbejdsliv. Da jeg også har en partner og et barn, må jeg først høre deres mening, hvis det skulle blive nødvendigt at flytte. Men som sagt føler vi os trygge her. Og jeg har jo mit eget hus, som vi efter renovering skal bo i fremover, siger hun.
“Kom”
Avanersuup Atuarfia mangler, ligesom andre skoler, flere lærere. Og læreren med den stærke identitetsfølelse fortæller, at medarbejderstaben altid ønsker lærere, der vil kommefor at arbejde i landets nordligste by.
– Vi mangler dig. Avanersuaq er et fantastisk område. Vores børn er nemme og imødekommende. Vi har et stærkt sammenhold i vores personalegruppe, vi samarbejder godt og er gode til at supplere og dele med hinanden, siger Aya Oshima.
