I dag er styrelsen af folkeskolen i samtlige fem kommuner på forskellig vis ikke tilfredsstillende. IMAK mener, at ledelsen og driften af folkeskolen ikke er optimal. Vi har dels bemærket manglende kendskab til arbejdstidsaftaler og lovgivning, og dels at ledelsen af skolerne ofte er utilfredsstillende på grund af manglende resurser og besparelser, hvilket igen påvirker den pædagogiske indsats og undervisningen.
Selv om IMAK støtter op om Selvstyrets budskab om, at flere børn og unge skal trives i fremtiden og skal have en uddannelse, mener vi fra IMAK, at de handlinger og indsatser, der er ved at blive udviklet, ikke er i overensstemmelse med målsætningen. Det vil vi på det kraftigste påpege fra IMAK. IMAK mener, at det i Finansloven for 2023 af samtlige partier aftalte mål om at tilbyde prøveforberedende undervisning for unge på højskolerne og evt. andre steder (NUIKI), vil have en negativ indvirkning på folkeskolens elever.
De uddannede lærere, som vi mangler på mange skoler, vil blive trukket over til Inatsisartuts og Naalakkersuisuts indsatser som arbejdskraft, og således vil Selvstyret komme til at agere som en konkurrent til kommunerne. Det finder vi stærkt bekymrende og svært at acceptere.
Inatsisartut og de politiske målsætninger.
IMAK mener, at de planer, som samtlige partier i Inatsisartut tilsuttede sig gennem vedtagelsen af Finansloven for 2023, er at betragte som en for sent igangsat “redningsmanøvre”, som blot vil medføre årelange “redningsmanøvrer”. Fra IMAK har vi netop rejst langs kysten og holdt møder med de mange medlemmer, vi har. De fleste lærere og ledere fra folkeskolen, vi mødte, tilkendegav, at der bliver flere og flere børn med særlige behov, der starter i skolen. Såfremt disse børn skal opnå gode resultater i folkeskolen, har de behov for konkret handling lige fra de er små.
Det som Inatsisartut lægger op til nu er, at der først handles på disse børn, når de som helt unge skal til at forlade folkeskolen, og de der skal handler er instanser uden direkte kontakt til kommunerne. Er mulighederne ikke allerede til stede i Majoriaq?
Gennem de senere år har Selvstyrets forskellige meget bekostelige indsatser centraliseret resurser fra kysten, som nu fra centralt hold anvendes til “redningsaktioner” på kysten.
Hvorfor anvender Selvstyret ikke resurserne til at styrke kommunerne, og koncentrerer sig om at udvikle og styrke lokale indsatser?
Ud over ovennævnte er midlerne til de kommunale læreres efter- og videreuddannelser og kurser reduceret meget kraftigt på grund af Inatsisartuts og Naalakkersuisuts gentagne besparelser på området. Selvstyret stiller store krav og har høje målsætninger for folkeskolen i Grønland, hvilket er helt på sin plads og nødvendig. Som nævnt ovenfor har Selvstyret foretaget meget store besparelser på folkeskoleområdet gennem en meget kraftig reduktion af bevillingerne til lærernes kurser og videreuddannelser. Dertil kan tilføjes, at finanslovsbevillingerne til Uddannelsesstyrelsen gennem de senere år er blevet reduceret, og dette til trods har Uddannelsesstyrelsen fået nye, store, men ufinansierede opgaver. Alt dette er medvirkende til at reducere de midler, der anvendes til udviklingen af folkeskolen.
Til gengæld bliver folkeskolen overdænget med opgaver fra departementer, styrelser og andre i forbindelse med de mange indsatser, der ikke direkte er bevilget til folkeskolen: sociale indsatser, forebyggende indsatser, sundhedsfaglige indsatser, Indsatser fra Grønlandske Børn flere indsatser fra Unicef m.fl. Disse opgaver bliver typisk pålagt fra oven med det resultat, at lærerne må ændre deres undervisningsplaner eller helt droppe dem.
De uddannede lærere får ikke længere input til at varetage elevernes læring ud fra det, de har lært under uddannelsen, i stedet bliver de nu fodret med metoder og præfabrikerede aktiviteter til at arbejde som teams med alle elever under de forskellige indsatser. Dette medfører, at lærernes muligheder for en meget vigtig opdatering til tidssvarende undervisningsmetoder med fokus på elevernes læring, bliver minimeret. Det føles som om, at lærernes egen faglighed og evne til at lade eleverne fordybe sig, betragtes som komplet værdiløs.
Hvis vi vil have flest mulige robuste og resursestærke unge i gang med en ungdomsuddannelse, skal indsatsen, støtten og vejledningen igangsættes allerede mens børnene er små. På den måde kan vi undgå redningsaktionerne og i stedet begynde at styrke børnene.
Endvidere bør der satses mere på at ansætte veluddannede medarbejdere som rollemodeller for børnene og de unge i byer og bygder. På den måde vil børnene få mulighed for at være sammen med uddannede personer, som de kan dele erfaringer med, hvilket er meget vigtigt for børn og unge. Disse personer kan være med til at skabe visioner og realistiske målsætninger for samfundet.
Kommunerne interesserer sig ikke for en bedre faglighed i deres drift af folkeskolen.
Desværre ser vi fra IMAK, at kommunerne i deres ledelse og drift af folkeskolen kun i ringe grad værdsætter området.
Kommunernes manglende kendskab til arbejdsrelaterede aftaler, lovgivning og regler har indvirkning på alle brugerne af folkeskolen.
Nyansatte ledere og souschefer bliver ikke uddannet, og de bliver udsat for et stort arbejdspres. Den vejledning og støtte de får i forhold til gældende lovgivning, aftaler og vigtige forhold på arbejdspladsen er meget mangelfuld.
Vi kan både se og mærke, at kommunernes vanskelige økonomi gennem de senere år med deraf følgende besparelser, i høj grad har ramt folkeskolens elever og lærere. De timer lærerne anvender på undervisning er sat til minimum og lærernes overtimer er sat til minimum, og i stedet bliver undervisningstimerne dækket af ikke-uddannede undervisere. Vi har svært ved at se, hvad og hvem sådan en prioritering skal gavne, fordi denne ledelsesstil blot viser, at undervisningens kvalitet ikke prioriteres.
Under IMAK’s rundrejse langs kysten mødte vi mange, engagerede folkeskolelærere. Men vi kunne ikke undgå at bemærke, at de fleste lærere, ledere og souschefer arbejder under et stort pres. Vi mødte også lærere, medlemmer af IMAK – som mere og mere føler sig overbebyrdet. Det er både anstrengende og beklageligt for lærerne i tiltagende grad at blive begrænset i at yde en indsats for de flere og flere resursesvage elever og behov for særlig støtte og at yde en indsats for de elever, der har lyst til at lære og deltage aktivt i undervisningen.
Desværre er antallet af holdtimer, kursustimer og andre alternative timer enten beskåret kraftigt eller helt bortfaldet over hele kysten, således at undervisningen af elever med særlige behov er reduceret kraftigt. Denne kommunale ledelsesform har medført, at lærerne er udsat for et stort pres og stress, og når de når så langt medfører det, at lærerne løber tør for kræfter og må tage orlov. Kommunerne må til at tage forbedring af arbejdsmiljøet alvorligt, og stoppe den ensidige styring fra oven uden medinddragelse af medarbejderne. Når lærerne medinddrages, får udviklet deres viden og mulighed for at dygtiggøre sig, er de parate til at medvirke til udviklingen af skolen.
IMAK mener, at den ukoordinerede ledelsesform, som udøves af Selvstyret og kommunerne medfører, at udviklingen går den forkerte vej.
Selvstyret må i samarbejde med kommunerne gøre en seriøs indsats for at sikre og realisere, at de børn og unge, vi kalder for Grønlands fremtid, får en undervisning, støtte og vejledning, der er optimal.
De resurser, der findes på de enkelte lokaliteter skal styrkes ved at give muligheder for efter -og videreuddannelse og kurser, arbejdsmiljøet skal forbedres kraftigt og de veluddannede medarbejdere spredes ud til alle lokaliteter.
