Til alle jer lærere, som allerede er ansat, nyuddannede lærere, som netop er begyndt, undervisere og ledere: Tillykke med det nye skoleår. Jeg håber, at I er kommet godt fra start, og at det nye skoleår igen bliver både udbytterigt og godt.

Lærerfaglighed
Nu skal I i fællesskab arbejde på at føre de forberedelser, I har gjort til skoleåret 2026/27, ud i livet. I skal tage udgangspunkt i det, I har lært og den viden, I har tilegnet jer under læreruddannelsen, samt de didaktiske kompetencer og pædagogiske erfaringer, I har opnået gennem jeres arbejde med undervisning og læring. Læringsmålene skal være udgangspunktet, samtidig med at der skal lægges vægt på de særlige fokusområder, I lokalt er blevet enige om.
Med udgangspunkt i disse områder skal I løbende vurdere, hvad jeres elever lærer, og hvordan de udvikler sig fagligt, kundskabsmæssigt og personligt. Det vil sige, at jeres samarbejde og arbejde i folkeskolen skal tilrettelægges med jeres lærerfaglige kompetencer i centrum og med udgangspunkt i målene.
Undersøgelser og forskning viser igen og igen, hvor central folkeskolen er for vores børns fremtid. Samtidig understreges det løbende, hvor stor betydning uddannelse har for udviklingen af vores samfund.
Jeg mener, at man i vores samfund i stigende grad er ved at forstå, hvor stor betydning folkeskolen har. Derfor må det fortsat prioriteres højt, at der på alle landets folkeskoler arbejdes målrettet med lærerfaglighed af høj kvalitet.
Lærerfællesskab
Ved begyndelsen af det nye skoleår har nogle af jer fået nye kolleger – nye kræfter, som er engagerede og gerne vil bidrage med viden, der kan udvikle både kolleger og elever, og som gerne vil lære fra sig.
Jeg vil opfordre de lærere, som allerede er ansat, til at tage godt imod de nye kolleger. Tag godt imod dem på jeres arbejdsplads, find sammen i lærerfællesskabet, giv de nyansatte tid, og hjælp dem til at få en god start på arbejdspladsen. Det er jo dem, vi har brug for, og som vi ønsker skal yde en god indsats i folkeskolen i mange år fremover.
Jeg håber, at I som lærergruppe sammen med jeres ledere vil dele jeres kompetencer med hinanden og gennem ligeværdighed skabe tillid hos både dem, I arbejder for, og jeres kolleger. Det har stor betydning for alle.
Det må forventes, at arbejdsgiverne støtter lærernes vurderinger med udgangspunkt i deres lokale viden. På den måde kan lærerfællesskabet opbygges og udvikles.
Jeg håber, at I fortsat vil holde liv i et godt og åbent arbejdsfællesskab. Husk samtidig, at I alle har ret til at have forskellige meninger, og at det derfor også er meget vigtigt at kunne mødes og finde fælles løsninger.
Nogle af IMAKs fokusområder i løbet af året
Ud over IMAKs løbende arbejde vil bestyrelsen i efteråret fortsætte arbejdet med de opgaver, som repræsentantskabet har pålagt os. Som vi tidligere har orienteret medlemmerne om, underskrev vi den 2. juni i år en overenskomst med Grønlands Selvstyre. Da aftalen blev sendt til afstemning blandt medlemmerne i slutningen af juni, blev den godkendt. IMAK forventer, at lønnen for de ansatte, der er omfattet af IMAKs overenskomster, bliver reguleret i løbet af efteråret 2026.
I denne velkomsthilsen har jeg valgt at fremhæve lærerfagligheden. Det skyldes blandt andet, at vi under overenskomstforhandlingerne lagde vægt på, at der igen skal skabes bedre og flere muligheder for lærernes efteruddannelse og kompetenceudvikling.
Det er vigtigt, at Grønlands Selvstyre og de kommunale arbejdsgivere prioriterer, at lærerne løbende får mulighed for at dygtiggøre sig og holde sig fagligt ajour inden for de fag, de underviser i. Vi ved, at Naalakkersuisut ønsker og arbejder for undervisning af høj kvalitet i folkeskolen, og at flere elever går videre fra folkeskolen, gennemfører en uddannelse og efterfølgende bidrager til samfundet.
Det er derfor nødvendigt, at der i langt større omfang end i dag tilbydes muligheder for efteruddannelse og videreuddannelse.
For det andet bør det være i alles interesse, at flere begynder på læreruddannelsen, gennemfører den og efterfølgende arbejder som lærere i folkeskolen. IMAK har allerede tilkendegivet, at vi gerne vil bidrage til dette arbejde. Vi vil opfordre vores medlemmer til at støtte og opmuntre de nyuddannede lærere og hjælpe dem godt på vej, så de kan arbejde som lærere i folkeskolen.
I de senere år har antallet af studerende, der begynder på læreruddannelsen, ikke været tilstrækkeligt i forhold til vores behov. Når vi samtidig ser på, hvor mange lærere der vil gå på pension i de kommende år, er der behov for et særligt stærkt fokus på folkeskolen i Grønland. Hvis vi skal sikre, at kvaliteten af vores børns skolegang ikke falder, men tværtimod bliver bedre, må alle vores folkevalgte stå sammen om en fælles indsats.
Jeg ønsker jer alle et godt samarbejde på jeres arbejdspladser og rigtig god arbejdslyst
Elna Heilmann
Forkvinde for IMAK





